Bofællesskabet Æblevangen
af Johan Jacobsen, november 2006.
(Det spændende er, at beskrivelserne nedenfor principielt stadig holder her i marts 2016, hvor de bliver lagt på websitet, og i juni 2022, hvor de er blevet kigget efter).
Ordet bofællesskab har mindst to forskellige betydninger på dansk. Det blev klart på en cykeltur, hvor Grethe faldt i snak med en dame, mens jeg holdt lidt væk. Grethe havde åbenbart fortalt, at vi boede i bofællesskab, så da hun og den fremmede dame var på vej hen mod mig, spurgte damen: ”Ved pædagogerne godt, at I er kørt?”
Grethe mente efterfølgende, at spørgsmålet skyldtes, at jeg havde cykelhjelm på. Jeg kunne kun på pege, at det trods alt var Grethe, damen havde talt med i adskillige minutter.
Vi havde været kærester, Grethe og jeg, siden 1973, da vi i 1977 tilmeldte os det, der nogle måneder senere blev til ”Byggeinteressentskabet af 14. november 1977” – og senere Bofællesskabet Æblevangen.
Inden Æblevangen konkret blev befolket omkring nytår 1980, havde der været afholdt utallige fællesmøder for alle interessenter og tegruppemøder for mindre grupper. Mens de første handlede om byggeriet, økonomien og modellen på vandhanerne, var de sidste af ren social karakter. Vi ville jo gerne lære hinanden lidt at kende, når vi nu flyttede sammen i ”en landsby”. Og det var ikke nogen vittighed om Ledøje-Smørum. Landsbyen var Æblevangen.
Æblevangen, 2760 Måløv – som postdistriktet var dengang – består af 36 enfamiliehuse, opført som 18 dobbelthuse omkring 4 torve og med et fælleshus på ca. 600 m2 ”i midten”. Der er A, B og C-huse på hhv. 86 m2 med 36 m2 kælder, 112 m2 og 36 m2 kælder samt 130 m2 med 56 m2 kælder alt i 4 forskudte planer. Parcellen til hvert hus er på 132 m2 – og da hele grunden er på 19.760 m2 med sø, kan enhver regne ud, at det meste er fællesareal, som vi ejer ”i lige ideelt sameje med øvrige 35 parcelindehavere 1/36 af restarealet af matr.nr. 28a, Smørumnedre by, Smørum Sogn.” Arkitekten var Jan Gudmand Højer, som også tegnede bofællesskabet ”Skråplanet” i Værløse.
Der er mange ting, som er anderledes, når man bor i et stort bofællesskab. Festerne fx – både de fælles og de mere personlige. De kan være meget store og maden trestjernet, fordi bofællerne deltager. Der er stof til meget lokale revyer, deltagere til dilettantteater og egetproduceret børneteater. Der er rengøring af fælleshuset og vedligeholdelse af det, såvel som af fællesarealerne. Der er fællesmøderne, som er bofællesskabets højeste ”myndighed”. Der er de meget gode muligheder, børnene har for at udfolde sig med de andre børn i bofællesskabet eller kammerater udefra, ikke mindst fordi der er en sportshal i fælleshuset. Der er ikke plads til at beskrive det alt sammen her.
Spiseklubber er en af de aktiviteter, der har fungeret næsten fra dag et – og de fungerer endnu på samme hensigtsmæssige måde her 26 år senere. I fælleshuset er der to spiseafdelinger med et køkken imellem. Tidligere var der et køkken til hver spiseafdeling med væg imellem. Det betyder, at der principielt kan være to spiseklubber samtidig.
Antallet af spiseklubbber har naturligvis variereret i årenes løb – både totalt og på den enkelte dag. Pr. november 2006 er der følgende spiseklubber:
Mandag 25 voksne 5 børn
Tirsdag 18 voksne 4 børn
Onsdag 23 voksne 18 børn
Grøn torsdag 28 voksne 12 børn
Fredag 25 voksne
Fredag en gang imellem 20 voksne 22 børn
Den sidste fredag i måneden 24 voksne
Herudover er der torvespisning en søndag 8-10 måneder om året, dvs. at beboerne i husene om et af de fire torve samles til fællesspisning, hvor kokketjansen går på omgang mellem husene.
Hverdagsspisegrupper er relativt faste grupper. De har en cyklus, som bestemmes af, hvor mange ”kokke”, der er. Alle voksne er kokke – og man er (i den sammenhæng) voksen, når man er fyldt 15. Børn mellem 12 og 15 er ½-kokke. Der skal altså to i den alder til én kok. En kok har altid en medhjælp – en som selv kunne være kok – og fra man begynder i 1. klasse, er man børnemedhjælp. I nogle spisegrupper sammen med mor eller far i andre spisegrupper netop ikke sammen med mor eller far.
I den spisegruppe, der hedder fredag ovenfor, er cyklus altså 25 fredage, og hvert medlem er kok og medhjælp en gang i det halve år.
Det er fast praksis i Æblevangen, at kokken bestemmer menuen, køber ind og betaler – og det er en praksis, som vist aldrig har været antastet, og uanset, at der er forskel på, hvad kokkene serverer, tror vi på, at regningen i det lange løb fordeles retfærdigt.
Spisegrupper er en praktisk og social aktivitet. Selvom det er stort at have ansvar for madlavning til 30 mennesker, skal man huske, at der jo er længe til næste gang, og alle gangene ind i mellem – bortset fra den ene gang, hvor man er medhjælp – går man bare over i fælleshuset og spiser sammen med nogle bofæller, som man jo rent faktisk selv har valgt at ville spise sammen med.
Det er også fast praksis, at enhver bofælle kan tilmelde sig enhver spisegruppe. Ingen bofælle kan afvises – hvis gruppen bliver meget stor, kan man blot fordele sig i de to spiseafdelinger. Eller måske vil man så hellere formere to spisegrupper? Hvis en bofælle vil spise torsdag; men ikke vegetarisk må han eller hun selv forsøge at danne en ”ikke grøn” spisegruppe ved at forelægge ideen for andre bofæller.
Hvis man vil ud af en spiseklub, kan man naturligvis blot fortælle det til de andre; men det er god skik, at man forbliver, indtil man har haft sin kokketjans. Det er det med indsats og økonomi, som gerne må gå op. Det har dog ingen konsekvenser, hvis det ikke lader sig gøre.
Hver spisegruppe har en listefører, som skriver listen over, hvem der er kok og medhjælp hvornår. Sådan en liste er naturligvis kun retvisende den dag, den skrives. Så snart listen er ude blandt spisegruppens medlemmer, begynder de at bytte tjanser – selvom man spiser onsdag, kan det jo godt være, at der er et forældremøde, en fødselsdag eller teatertur den dag, hvor man er sat til at være kok eller medhjælp. Så må man jo bare bytte. Aflyste spiseklubber er en virkelig sjældenhed.
Spiseklubberne er en af de ting, som udenforstående har svært ved at forstå. Bemærkningen: ”Jeg har 30 til middag i aften” – og så på en almindelig onsdag - kræver altid en forklaring. Det samme gælder vores vaskeri.
Vaskeriet er blot et lille rum i fælleshuset med to ”industrivaskemaskiner” og en tørretumbler. Tidligere var der også en særskilt centrifuge; men nutidige vaskemaskiner er forsynet med en særdeles effektiv centrifuge. Vi er på tredje hold maskiner – først hed de Vølund, så var det Miele og nu er det Saniva. Industrimaskinerne har en levetid på ca. 10 år – og det er faktisk ret godt i betragtning af, hvor meget de bliver brugt.
Også i forhold til vaskeriet blev der hurtigt efter indflytningen i 1980 fundet en hensigtsmæssig form, som stadig er i brug. Man kan kort sige det sådan, at vi vasker for hinanden. Ad – siger nogle – og puh ha; men ingen bofæller. Vi vasker jo alle sammen tøj, fordi det er snavset – og der er ikke megen forskel på mit og naboens skidne tøj!
Når man skal vaske, henter man kurve i vaskeriet. Tøjet sorteres til 40, 60 eller 90º og kurvene anbringes på ”ventehylderne” i vaskeriet – medmindre vaskemaskinerne er tomme, så sætter man selvfølgelig vaskene over. Hvis man anbringer kurve med vasketøj på ventehylderne – måske står der 6 andre vaske inden ens egne to – lægger man også skilte med ønsket vask i kurvene. Skiltene hænger på siden af ventehylderne.
Det indlysende enkle – og geniale – ved systemet er nu, at alle, som har en kurv med vasketøj på ventehylden, er forpligtet til at holde gang i vaskekøen. Når man sætter sine kurve, noterer man sig, hvor lang tid de nuværende vaske har igen – der er ur i vaskemaskinerne.
Det afgørende er, at man så kommer, når vasken er slut for at sætte næste vask over – det er jo ikke ens egen vask; men den kommer samtidig nærmere målet. Der er selvfølgelig nogen, som glemmer at komme – men når der virkelig er kø, kommer der ofte flere samtidig for at holde gang i ”vaskeriet”.
Alt i alt fungerer systemet – selvom der nogle gange er nogen, som springer over, eller nogen der tror, at der er nogen, som springer over. Hvilket kommer ud på et. Men det er sjældent!
Driften af vaskeriet med sæbe betales af ”fælleshuskontingentet” – der også rummer alle de andre fællesudgifter. Alle betaler altså til vaskeridriften, uanset om de har vaskemaskine hjemme – til gengæld kan de hente sæbepulver i vaskeriet. Den ene ting, der betales efter forbrug – man sætter streger – er tørretumbleren, og det er faktisk for lige at få folk til at tænke på, om tøjet kunne tørres på en mere økonomisk og økologisk måde.
I 1980 var der en vision om, at bofællesskabet skulle bestå af forskellige folk i forskellige aldre. Det holdt ikke. Vi var tæt på jævnaldrende i alle 36 huse. Derfor var der dengang også mange børn i bofællesskabet. Siden er aldersspredningen vokset.
Vi har således fået ”naboer”, der aldersmæssigt kunne være vores børn. Vi har derfor fået ”bonus børnebørn” i nabohuset – eller måske er det børnene der, som har fået ”bonus bedsteforældre”?
Det er en afgørende forskel fra 80`erne, at denne aldersspredning nu findes overalt i bofællesskabet Æblevangen. Det betyder også – ligesom i 80´erne, at en masse børn og voksne har glæde af at bo sammen.
www.aeblevangen.dk